| Artikel fra bladet Haven. -en god nyhed til haven
Tekst Helge Petersen cand. hjort.
Flere har spurgt mig om et nyt produkt ved navn Champost har god effekt i haven. Nu, hvor foråret og havearbejdet står for døren, vil mange måske gerne afprøve dette kompostprodukt.
For et halvt år siden fik jeg lejlighed til selv at teste Champost i min have. De første resultater er positive, og Champost er interessant, fordi der er tale om et restprodukt, som indeholder hen ved 100 % humusstoffer. Vi har jo altid mulighed for at benytte sphagnum, som er 100 % humusstoffer, men her er der også tale om betydelige mængder næring, og et materiale, som ville tiltrække regnorme. Der er absolut ingen stoffer som er skadelige for det liv, der er i jorden, så derfor er Champost det rene guf for både regnorme og de mange nyttige smådyr og for mikrofloraen. Endelig har produktet en vis miljømæssig gevinst, eftersom det ikke er så energikrævende at fremstille.
Restprodukt fra champignonproduktion
Champost er komposteret champignonmuld. Altså materiale, som er brugt til dyrkning af champignon, og derefter varmebehandlet, således at alt levende er dræbt. Der er ikke ukrudtsfrø, ingen svampe eller snegleæg, og derved er man sikker på, at man ikke tilfører haven uønsket liv. Der er betydelig mængde kalium og nitrogenium i blandingen, og da det er en biologisk masse, vil der blive frigjort mikronæringsstoffer under nedbrydningen.
Testet i køkkenhaven
Jeg har afprøvet produktet i min køkkenhave, og de første resultater viste en ubegribelig god vækst i det bed. Min kruspersille var dobbelt så høj og kraftig som ellers, og mine pastinak blev enorme. For det andet har jeg prøvet materialet i drivhuset. Man kan vælge at lægge 5-10 cm lag på dyrkningsjorden i drivhuset, eller du kan grave det ned i jorden, inden du planter. Jeg dyrker mine drivhusplanter i plantesække, og i år vil jeg blande Champost i dyrkningsmediet i sækkene, for på den måde at skaffe mere biologisk aktivitet omkring rødderne. For det tredje kan man med stor fordel anvende Champost som jorddække. Det kan være mellem stauder eller sommerblomster, hvor materialet hindrer eller hæmmer ukrudtet, og samtidig forbedrer vækstbetingelserne for stauderne.
For det fjerde kan man dække mellem roserne, som vil takke for tilskuddet med frodig vækst og rig blomstring. For det femte, hvis hæk og busketter ikke har den vækst og friskhed, man kunne ønske, vil en jorddække med Champost have en gavnlig indvirkning. Jeg skal med det samme understrege, at jeg jo ikke har lavet egentlige forsøg med Champost. Men jeg har fået lidt mere erfaring, som sammen med min sunde fornuft siger mig, at en gæret blanding af hestemøg, halm og sphagnum under de allerfleste tilfælde vil have en særdeles god indvirkning på vækstbetingelserne.
Søren Goul fra firmaet Champost udstillede forrige år på plantemarked hos Det jydske Haveselskab. Siden er efterspørgslen efter champignonkompost steget voldsomt. |
|
|